Odenses historie

af arkivchef Jørgen Thomsen

Odenses "dåbsattest", eller rettere en rekonstruktion, fremstillet ved 1000-års jubilæet i 1988. Det originale brev er for længst gået tabt. Rekonstrueret af Else Marie Frandsen for Mammens Bogtrykkeri, Scanner Team og Odense Bys Museer.


Begyndelsen  


Begyndelsen Middelalderen De fede år De magre år Nyere tid Storbyen

Når Odense i 1988 kunne fejre 1000 års jubilæum, er baggrunden den, at byens navn for første gang er nævnt i et brev fra 988. Byens "dåbsattest" bærer datoen 18. marts 988, og i brevet gav den tyske kejser Otto III skattefrihed til kirkerne i Slesvig, Ribe, Århus og Odense. Det fremgår af brevet, at Odense var bispesæde, så byen må allerede i 988 have været stor målt med datidens alen.

Byens navn, Odense, er sammensat af ordene Odins vi, dvs. Odins helligdom, og før den kristne tid må Odin således have været dyrket på stedet. Byen var placeret ved den vigtige vej tværs over øen på højtliggende arealer mellem åen i syd og den nu udtørrede Næsbyhoved Sø i nord. Bebyggelsen var i begyndelsen begrænset til den nordlige åbred, og syd for åen lå én af Danmarks tre ringborge fra vikingetiden, Nonnebakken. Måske skulle den beskytte byen, eller måske skulle Odense kunne kontrolleres herfra? Svaret blæser i vinden, for eftertiden har med hård hånd fjernet så godt som alle rester af ringborgen.  

  

Claus Bergs altertavle fra ca. 1520, i Skt. Knuds Kirke. Claus Thøgersen fot., Stadsarkivet.


Middelalderen


Begyndelsen Middelalderen De fede år De magre år Nyere tid Storbyen

Det første dramatiske højdepunkt i Odense bys historie indtraf den 10. juli 1086, hvor kong Knud den Hellige dræbtes af oprørske, skattetyngede undersåtter foran alteret i Skt. Albani Kirke. Få år efter sin død blev kongen ophøjet til helgen, og hans jordiske rester trak snart mange pilgrimme til Odense. Kongens kiste opbevares den dag i dag i byens domkirke, der også bærer hans navn.

I tilknytning til kirken grundlagdes Skt. Knuds Kloster som det første af en række klostre i byen. Gråbrødrene, sortebrødrene og johannitterne byggede også hver deres klostre, og kirker og klostre dominerede i det hele taget både byens profil og dens liv i en grad, vi i dag kan have vanskeligt ved at forestille os. Rester af Gråbrødre Kloster og af johannitternes kloster, Skt. Hans, er bevaret til i dag, mens der så godt som intet er tilbage af de huse, de jævne odenseanere boede i.

Udgravningerne i bymidten har derimod givet os kendskab til en del levn fra de første århundreder efter år 1000, og vi ved nu, at byens centrum i den ældste tid lå ved skæringen mellem Albani Torv, Fisketorvet, Overgade og Vestergade. Det middelalderlige gadenet i den indre by er nogenlunde bevaret; kun det 20. århundredes byplanlæggere har formået at slå en del i stykker.

Kirker og klostre trak folk til udefra. Et eksempel er den engelske munk Ælnoth, der kort efter år 1100 i Odense skrev et værk om Knud den Hellige og dennes forfædre - på én gang landets første skrevne værk og den tidligste fremstilling af en del af Danmarks historie. Et andet eksempel er den tyske bogtrykker Johan Snell, der i 1482 trykte de to første bøger i Danmark - netop i Odense og netop indkaldt hertil af byens gejstlighed.

Udefra kom også billedskæreren Claus Berg, der i en årrække havde værksted her. Han udførte bl.a. mange arbejder for dronning Christine, der i årene 1504-21 holdt hof i byen. Claus Berg er mester for den storslåede altertavle, som nu findes i Skt. Knuds Kirke, men som oprindelig var udført til den forlængst nedrevne Gråbrødre Kirke (ved Gråbrødre Plads).


Braunius' trykte kort fra 1593, med byen set fra syd, og den øst-vestgående Vestergade/Overgade ses tydeligt. Leif Mikkelsen fot., Stadsarkivet.


De fede år


Begyndelsen Middelalderen De fede år De magre år Nyere tid Storbyen

Kirkens position blev langt mindre fremtrædende efter reformationen, der i Odense fik et fredeligt forløb. Grevens fejde 1534-36 betød derimod flere udplyndringer af byen, men de følgende 100 år var en periode med gode tider og betydelig velstand - særlig for byens storkøbmænd, der tjente gode penge på eksporten af levende kvæg fra det fynske landbrug. Rigest blandt dem var Oluf Bager, der også havde mange forretninger med kronen. Han havde venskabelige forbindelser med Frederik II, og kongen besøgte ham flere gange. Sagnet fortæller, at Oluf Bager engang under et af kongens besøg fyrede i kaminen med kostbar kanelbark. Da kongen bemærkede denne flothed, svarede Oluf Bager blot, at han sagtens kunne fyre med noget endnu mere værdifuldt. Han greb da en håndfuld af de gældsbreve, kongen havde udstedt til ham, og kastede dem på ilden!

Oluf Bager byggede og ejede en lang række ejendomme i byen, bl.a. hans mødrene gård, Nørregade 29, der har overlevet til vor tid. De 100 fede år omkring 1600 satte sit præg på bybilledet med talrige nyopførte bindingsværksejendomme, og i museumskomplekset i Overgade kan flere af dem nu tages i øjesyn, således Eiler Rønnows gård fra 1547 og Møntergården fra 1646.


En af de smukkeste renæssancebygninger i Odense er Møntergården i Overgade, nu bymuseum, men oprindeligt bygget i 1646 som vinterbolig for adelsmanden Falk Gøye til Hvidkilde. Claus Thøgersen fot., Stadsarkivet.


De magre år


Begyndelsen Middelalderen De fede år De magre år Nyere tid Storbyen

Krigene mod svenskerne og de skatter, som skulle til for at finansiere krigene, ramte fra midten af 1600-tallet byen hårdt, og svenskernes besættelse af Odense og hele Fyn efter det dristige tog over Lille Bælt under krigen 1657-60 gjorde kun ondt værre. Byen og omegnen plyndredes igen, og da freden kom, var gælden enorm og skattetrykket voldsomt. De fede år var blevet magre.

Mange forlod byen, og indbyggertallet var i 1672 knap 4.000 - hvad der dog stadig gjorde byen til en af provinsens største. Godt 100 år senere boede der omkring 5.500 mennesker i Odense. Økonomisk set var 1700-årene en stagnationsperiode, og de fremadrettede initiativer, der blev taget f.eks. på industriens område, løb næsten alle ud i sandet. Tugt- og manufakturhuset, hvis bygning endnu ligger i Klaregade, var fra begyndelsen i 1752 tænkt som en industriel virksomhed, men blev snart kun tugthus. Byens handskemagere nåede dog et niveau, som også på landsbasis var særdeles betragteligt, og i en periode var formentlig op mod en fjerdedel af byens erhvervsaktive befolkning beskæftiget med handskefabrikationen.


Fra 1805 til 1851 lå Odense Vesterport, hvor Søndergade og Vestergade mødes. Porten blev revet ned i 1851. Tegning af August Behrents. Frank Møller fot., Stadsarkivet.


Nyere tid


Begyndelsen Middelalderen De fede år De magre år Nyere tid Storbyen

Det var imidlertid først efter århundredskiftet, at byens udvikling rigtig tog fart. Forbindelsen til omverdenen lettedes på mange måder: Odense blev havneby med anlæggelsen af kanalen i årene omkring 1800, landevejene omkring byen blev forbedret - og rettet lige mod Skt. Knuds Kirkes tårn - og jernbanen over Fyn blev indviet 1865. Fra 1840'erne sprængte byen for alvor sine århundredgamle rammer. Byportene, der var flyttet udad flere gange, blev revet ned 1851, og med åbningen af Albanibroen 1858 var der skabt muligheder for, at byen kunne brede sig også syd for åen.

I 1840'erne havde Odense by købt en ny brandsprøjte hos en af byens kobbersmede. Det var første gang, man turde indlade sig på at købe den slags lokalt. Man ville vise, at man kunne selv, og byen yndede i etatsrådernes storhedstid i slutningen af forrige århundrede at se på sig selv som fremskridtets by nr. 1. Byen ville være "første sprøjte", sagde man. Lidt var der også om det, for Odense var eksempelvis den første by med moderne vand- og gasværk i Danmark (1853).

Der var således skabt mange forudsætninger for den hastige industrialisering, byen nu oplevede, og fra omkring 1860 anlagdes Albanikvarteret syd for åen med en blanding af virksomheder, offentlige institutioner og boligkvarteret for arbejdere i industri og håndværk. Der var også enkelte store villaer, men velhavernes udflytning fra lejlighederne i bymidten rettede sig hurtigt imod Hunderupkvarteret i Skt. Knuds Landsogn, der 1901 indlemmedes i købstaden. Her opførtes i årene efter århundredskiftet et stort og sammenhængende villakvarter.

Fra nogenlunde samme tid voksede nye industrikvarterer frem nær havn og jernbane nord for byen, og herude voksede også snart byens største arbejderkvarter frem, Skibhuskvarteret, i tilknytning til det nyoprettede stålskibsværft. Skibhuskvarteret var helt indtil 1932 en selvstændig kommune, Skt. Hans Landdistrikt, og trods gentagne bønner om indlemmelse i den mere velstående købstad, ønskede de konservative i Odense længst muligt at holde landdistriktet ude.

Pengene ligger bedst i borgernes lommer, mente det konservative flertal, der ikke så nogen grund til at overtage landdistriktet med den ringere skatteevne og de store sociale forpligtelser, og som i øvrigt frygtede, at en indlemmelse kunne føre til, at flertallet i byrådet blev socialdemokratisk, sådan som det var gået i alle andre større byer. Men indlemmelsen kom, og fem år senere skiftede flertallet - uden at revolutionen indtrådte! Tværtimod fik byen med I.Vilh. Werner som den første socialdemokratiske borgmester en forgrundsfigur, der kunne samle. Det medvirkede også til at befæste borgmesterens stilling, at han virkede under den tyske besættelse, hvor trangen til sammenhold blandt de danske var udtalt.


Brandts Klædefabrik anno 2008. Fra industri til kultur. Claus Thøgersen fot., Stadsarkivet.


Storbyen


Begyndelsen Middelalderen De fede år De magre år Nyere tid Storbyen

I det 20. århundrede gennemløb Odense en hastig befolkningsmæssig og erhvervsmæssig udvikling ligesom det øvrige Danmark. Indbyggertallet, som endnu i 1901 havde ligget på 38.000, nåede i 1950 de 100.000. Byens rammer var på ny ved at sprænges, men ved kommunesammenlægningen i 1970 indlemmedes 19 sogne i byen, der derved fik bedre muligheder for at følge med i og styre den udvikling, der allerede var i gang.

Lige fra middelalderen havde byen også været et kulturelt centrum. Odense Katedralskole har således fejret sit 700 års jubilæum, og fra 1621 var der i et par århundreder en slags højere latinskole, et gymnasium med professorer, i byen. 1772 grundlagdes den første regelmæssigt udkommende avis, Fyens Stiftstidende, og et par årtier senere fik Odense som den første provinsby eget fast teater.

Kulturlivet i "etatsrådernes by" i slutningen af 1800-tallet var tydeligt præget af klasseforskellene i byen. Institutioner som Læseforeningen og Skovforeningen i Fruens Bøge var begge bastioner for borgerskabet, og det 20. århundrede var præget af en udjævning af de gamle skel på områder som undervisning og kultur, sideløbende med at nye grupper vandt indflydelse i byen. Byens status som uddannelsesby med institutioner over et meget bredt spektrum kronedes i 1966 med oprettelsen af Odense Universitet, Danmarks tredje.

Odense er en af Danmarks ældste byer, men meget gammelt er der unægtelig ikke tilbage. Vor egen og vore forældres generation har raseret en stor del af den gamle bymidte uden videre hensyntagen til historien. Men anlægget af en - sikkert nødvendig - motorgade gennem byens centrum har været med til at åbne manges øjne for kvaliteterne i det gamle byggeri. Bevarende byfornyelse i boligkvarterer og renovering og genanvendelse af fabriksbygninger som Brandts Klædefabrik eller Odense Kvægtorv lover godt for fremtiden.



Sidst opdateret: 27.02.2014