Offentlige foredrag om byudviklingen i Odense gennem 150 år
Forsknings- og formidlingssamarbejdet MASKOT indbyder i samarbejde med Fyens Stiftstidende til fire offentlige foredrag i januar-februar 2010.
Indhold
I disse år bliver der fremlagt mange, store og gennemgribende planer for udviklingen i Odense. Kommunens visioner drejer sig om at skabe den kreative by, og mottoet er ”at lege er at leve”.
Drømmen om den gode by og jagten på fremskridtet har formet Odense, som vi kender den. Byrådet, planlæggere, driftige erhvervsfolk og aktive borgergrupper har formuleret visioner om byen. I 1990-tallets industrielle vækstperiode skulle de gode tider udnyttes. Siden afindustrialiseringen satte ind, og befolkningstallet stagnerede, har opgaven været at formulere nye, fremadrettede visioner.
Kendskab til fortiden kan hjælpe os til at forstå nutidens og fremtidens muligheder. Derfor sætter tre forskere og en arkitekt i fire foredrag fokus på de værdier og visioner, der har været med til at skabe Odense. Foredragsholderne giver deres bud på, hvordan forskellige måder at forstå, iscenesætte og markedsføre byen har været styrende for dens fortid og bidrager til dens fremtid. De belyser, hvordan forbrug, viden og uddannelse, bilisme kontra bymiljø, børns plads i byen samt ønsket om oplevelser har påvirket og stadig påvirker udviklingen.
Baggrund
Arrangørerne af foredragsrækken er som nævnt forsknings- og formidlingssamarbejdet MASKOT, som består af de fire store videns- og kulturinstitutioner i Odense: Syddansk Universitet, Odense Bys Museer, Landsarkivet for Fyn og Stadsarkivet. MASKOT arbejder på at styrke forskning og formidling om Odense by, skabe større viden om byens kultur og historie, og visionen er at være med til at præge udviklingen i Odense.
Program
Det detaljerede program er følgende:
Torsdag den 14. januar 2010
Cand. mag, ph.d.-stipendiat Jens Toftgaard
”Shopping i city – forbruget i centrum siden 1870”
Torsdag den 21. januar 2010
Arkitekt Kristian Isager
”Genopdagelsen af kulturmiljøets betydning – opgøret med efterkrigstidens bilorienterede byplanlægning”
Torsdag den 28. januar 2010
Cand. mag, ph.d.-stipendiat Hjørdis Havsteen Brandrup
”Oplevelsesbyen Odense – eventkultur og branding”
Torsdag den 4. februar 2010
Institutleder, lektor Johs. Nørregaard Frandsen
”Odense mellem traditionsby og vidensby”
Billetbestilling m.m.
Der er gratis adgang til foredragene, men gennemgående adgangskort skal bestilles på mailadressen historienshus@odense.dk – og vil blive tilsendt umiddelbart efter bestillingen, så langt pladsen rækker.
Opdatering 13.1.: Der er desværre ikke flere billetter til foredragene. De vil dog muligvis blive gentaget på et senere tidspunkt. Du er velkommen til at oplyse os din e-mail adresse således at du kan få besked, når og hvis foredragene bliver gentaget.
De tre første foredrag finder sted i Bladhuset på Banegårdspladsen 1 i Odense, mens det sidste foredrag afholdes i Historiens Hus, Klosterbakken 2. Alle foredrag begynder kl. 19.30.