De odenseanske arkiver satser i disse år på en øget digitalisering af samlingerne. Det sker blandt andet af bevaringshensyn – ikke mindst for de samlinger, der er lagret på ustabile magnetiske medier. Det gælder især samlingen af historiske film og video og historiske spole- og kassettebånd, der har stor værdi som kilder til byens historie. En digitalisering vil kunne redde dele af materialet for eftertiden. Odense Byråd har forhøjet arkivernes tilskud med 150.000 kr. fra 2010 til støtte af dette arbejde.
Digitaliseringsprojektet vil gradvist åbne for en formidling af principperne for den løbende digitalisering, fremskridtet i projektet og dele af det digitaliserede materiale via denne hjemmeside.