Spring til indhold
Luk

Lyden af Brandts

Lyden af Brandts

 

På det sidste byrådsmøde før sommerferien - den 4. juni 1980 - var Brandts Klædefabriks fremtid til behandling. Her vedtog byrødderne, at lade kommunens embedsmænd udarbejde et principprogram for anvendelsen af de gamle fabrikbygninger. Selv om byrådet først senere fik lejlighed til at tage endelig stilling til en genanvendelse af de tomme bygninger, så var det en historisk byrådsdebat, som det nu er muligt at høre eller genhøre.

 

Odense Stadsarkiv gennemfører i disse år en omfattende digitalisering af sin samling og i forbindelse med 25-året for Brandts åbning har arkivet digitaliseret en lydoptagelse fra byrådsmødet, som du kan høre her. Lydklippet varer 46 minutter (42,4 MB). Klik på båndet for at høre optagelsen.

 

Optagelse af byrådsmøde

 

Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær har i Fyens Stiftstidendes spørgekasse "Spørg om Odense" skrevet en artikel om Brandts Klædefabrik, som du kan læse herunder. 

 

Brandts Klædefabrik

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

I hjertet af Odense – i Vestergade 73 - var der en lang tradition for fremstilling af klæde. Helt tilbage i midten af 1700-tallet holdt en af Odenses mange farvere til her. I 1790’erne blev det gamle farveri købt af Christian Brandt (1763-1814), og da han døde i 1814, tog først enken og siden sønnen Morten Kisbye Brandt (1804-1881) over. Den unge farver var uddannet i både ind- og udland og havde her fået en fornemmelse af, hvor udviklingen bar hen.

 

Morten Kisbye Brandt puslede tidligt med planer om at kombinere farveriet med klædefabrikation, da han forudså, at hjemmevævning og husflid en dag ville blive fejet af banen til fordel for industri. Konjunkturvanskeligheder satte i første omgang en stopper for tankerne, men da tiderne blev bedre, og farveriet i Vestergade havde haft fremgang, var han klar til at virkeliggøre ideen. Først blev huset i Vestergade 73 bygget om i 1854, og da den ældste søn, Søren Christian Brandt (1847-1905) i 1869 vendte hjem med en uddannelse inden for klædefaget i bagagen, var familien klar til at ændre det gamle farveri til klædefabrik.

 

Der blev bygget en klædefabrik til sønnen på farveriets grund og indkøbt en stor dampmaskine fra B&W samt væve og karte- og spindemaskiner i Tyskland. I november 1869 var alt klappet og klart, og produktionen blev sat i gang. Klædefabrikken satsede på at konkurrere på kvalitet med de udenlandske fabrikker, og snart blev fabrikkens varer solgt i andre dele af landet.

 

Brandts Klædefabrik blev en succes og fik vokseværk med nye bygninger og nye maskiner. Den gamle farvermester overdrog i 1877 virksomheden til sine to driftige sønner, Søren Christian og Morten Vilhelm. De næste årtier var Brandts en familieejet og -drevet virksomhed, men da brødrenes helbred begyndte at svigte, og der var brug for ny kapital, blev Brandts i 1897 omdannet til et aktieselskab med Søren Christian Brandt som bestyrelsesformand og daglige leder.

 

Patriarken og fagforeningen

 

Søren Christian Brandt var en gammeldags patriark, der ville have tingene på sin måde, og måske derfor kom det til en arbejdskonflikt, da odenseanske vævere i 1885 dannede en fagforening.  Direktøren på Brandts Klædefabrik proklamerede kort og kontant, at der ikke var arbejde til folk, der stod i fagforening. Kimen til en langvarig konflikt var lagt. Nogle få trodsede direktøren og blev præsenteret for en fyreseddel, mens andre holdt deres medlemskab hemmeligt. Der skulle gå ikke mindre end 33 år, før arbejdskonflikten blev løst, og Brandts Klædefabrik anerkendte fagforeningerne.

 

Det at lave klæde var en omfattende affære, der involverede mange forskellige arbejdere.  Det gjaldt også børn, dvs. drenge, som blev brugt i stort tal frem til 1. verdenskrig, da de var billige i drift. Børnene udgjorde til tider helt op mod 25 % af arbejdsstyrken. De mange børn betød, at der blev oprettet en skole på Brandts Klædefabrik, så børnene kunne indgå i fabrikkens to-holdsskift.

 

Da Søren Christian døde i 1905, blev ledelsen af den blomstrende virksomhed lagt i hænderne på den blot 23-årige Aage Mengel, der var begyndt på fabrikken som kontorelev i 1899. Han overtog en fabrik, der havde tæt ved 300 ansatte, og som dengang var en af Odense allerstørste virksomheder.

 

Storhed og fald

 

Brandts Klædefabrik blev løbende udvidet og udbygget. I 1887-88 blev den fem-etages såkaldte mellembygning opført. Senere blev to naboejendomme købt og fabrikken udvidet igen. Salget af Brandts Klædefabriks varer gik strygende – også i udlandet – og der blev i 1919-20 opførte en ny fabriksbygning, Pantheonsfløjen, ud mod Pantheonsgade, og i 1924 fik fabrikken eget kamgarnsspinderi.

 

Også i 1930’erne sejlede Brandts Klædefabrik i nogenlunde smulte vande. Produktionsapparatet blev løbende fornyet og bygningerne forbedret. Østfløjen blev i 1930 genopført efter en brand, nu dog med ekstra etager, og i 1933 fik fabrikken en ny lagerbygning, Magasinet. 2. verdenskrig gav et lille dyk, da det var svært at skaffe råvarer, men fabrikken kørte videre på bedste beskub.

 

Efter krigen kom der igen gang i hjulene, og der blev eksperimenteret med nye typer af stoffer, hvor man brugte kunsttof, polyester. Et nyt eksporteventyr kunne begynde, og da fabrikken i 1969 holdt 100 års jubilæum, solgte man mere til udlandet end til hjemmemarkedet. Fabrikken kunne dog mærke, at det efterhånden var trange tider for klædefabrikation, og det var kun toppen af isbjerget. Fra 1970’erne fik fabrikken – som resten af den nordeuropæiske tekstilfabrikation - mere end svært ved at hamle op med producenterne i Sydeuropa, der nød godt af lavere lønninger.  Det gjorde kun ondt værre, at nye og andre stoffer kom på mode, da jakkesættene populært blev afløst af comboybukser.

 

I nye klæder

 

Presset på Brandts Klædefabrik steg, og ledelsen overvejede at flytte produktionen væk fra Odense og ud til Søndersø, men det blev aldrig til noget. Der blev stadig produceret på livet løs, men så ramte oliekrisen. Problemerne tårnede sig op. Et kæmpe underskud fik derefter fabrikken til at overveje at flytte produktionen til udlandet. Den ene fyringsrunde afløste den anden, og den 31. december 1977 var det slut. Et odenseansk industrieeventyr var forbi.

 

Et nyt eventyr kunne nogle få år senere begynde, da stedet blev omskabt til kulturcenter. De solide, gamle fabriksbygninger blev reddet – noget, der også var kommet på mode i mange andre byer i den industrialiserde verden.