|
|
|
Værtshusscene i 1700-tallet. Den
odenseanske maler Christian Peter
Getreuers svendetegning fra 1728.
V. Sylvest Frederiksen foto
(Landsarkivet for Fyn).
|
|
|
I 1983 udkom "Odense bys historie" Bind 4, "Næring og
bystyre", fra Odense Universitetsforlag. Bindet var skrevet af
professor Hans Chr. Johansen fra Odense Universitet. Til udarbejdelsen af
dette bind var i udstrakt grad benyttet en database, Odensedatabasen, der
indeholdt oplysninger fra mange forskellige kilder om odenseanerne i
1700-tallet.
På computerfronten er der foregået meget siden 1983, og i 2001 begyndte
arbejdet på Stadsarkivet med at bringe denne meget interessante database på
en nutidig form. Med hjælp fra Hans Chr. Johansen, Dansk Data Arkiv og
Simplex IT har basen fået den tilgængelige form, som kan ses og
benyttes her på nettet. Der er stadig mange fejl, især hidrørende fra
besværlighederne ved at identificere alle personer éntydigt efter 250 år,
men databasen er særdeles anvendelig og i skrivende stund et enestående
projekt i Norden.
Brug af databasen
Ved søgning på et navn fås alle registrerede kildeopslag på det pågældende
navn. Ved klik på et af disse navne fås alle oplysninger, ordnet
kronologisk, om denne person. En nærmere forklaring af de enkelte
begivenhedstyper i personens liv kan findes ved at klikke på
"Hjælp". Personopslaget indeholder samtidig links til eventuelle
personer, der via begivenhederne er relateret til denne person - f.eks. en
ægtefælle, døbte børn osv.
Hver af begivenhederne i en persons liv repræsenterer et opslag i en kilde.
Det kan være i en kirkebog, en skatteprotokol eller andet. Ved klik på
begivenheden fås oplysninger om indholdet i denne kilde i oversigtlig form.
Hver person har et såkaldt "personnummer" (ikke at forveksle med
vore dages CPR-numre). Hvert personnummer er unikt, og med et personnummer
kan man altid via "Avanceret søgning" genfinde en specifik
person. Så det kan tilrådes at skrive personnummeret ned på personer, der
har særlig interesse.
Databasen er stadig i en afprøvningsfase. Kommentarer er velkomne på
adressen odensedatabasen@odense.dk, inklusive
indberetninger af fejl. Det er dog ikke muligt at få vejledning i brugen
eller indholdet af basen herfra. I stedet kan
"Hjælp"-funktionen i databasen bruges, foruden hjælpen på disse
sider.