Martsøl

Martsøl 

 

Marts er sæson for øl. Før opfindelsen af kølemaskinen kunne man ikke nemt brygge øl om sommeren, da temperaturen ikke kunne holdes tilstrækkeligt lav, og øllet blev derfor let surt. Behovet for øl var derimod størst i den varme sommer, hvor der blev arbejdet i marken. Det ideelle tidspunkt for ølbrygning var således marts måned. Til øllet, der blev brygget i marts, kunne man bruge den stadig friske høst af både malt (spiret og tørret byg) og humle, og der blev tilsat ekstra meget humle til dette øl, således at det kunne holde sig hen over sommeren.

Fynboer har fra gammel tid dyrket masser af humle. Gregers Begtrup skrev i starten af 1800-tallet ”Humlehaver, hvormed ingen Egn i hele Danmark kan sammenlignes. Enhver Gaard og Huus har en stor Frugt- og Humlehave, i hvilken kan avles 1-3 Skpd. Humle”. Især på Vestfyn var der meget store humlehaver, ikke mindst i Brenderup sogn. Humlens storhedstid var midt i 1800-tallet, hvor den var en betragtelig indtægtskilde på Vestfyn, og i Brenderup havde børnene ”humleferie”, når humlen skulle høstes. Det var derfor naturligt, at øl lå fynboerne meget på sinde. Erik Koed Westergaard citerede en gammel talemåde i "Danske egnsretter" i 1974:

"Godtøl og boghvedegrød hører med til Paradis, siger fynboen".

Karen Larsen fra Lille Korsebjerg fortalte i 1958 at ”Vi bryggede også øl. Det var slet ikke noget let arbejde, og vi bryggede tit. Der gik meget til en stor husholdning, især i sommertiden, når folkene fik øl ud i marken i store dunke. Der stod også altid en dunk fremme derhjemme, så de lige kunne gå ind og tage en slurk. Ja, selvfølgelig drak alle af samme dunk, det tog man ikke så højtideligt dengang. Jeg husker, at vi bryggede noget øl, som kaldtes ”gammeltøl”. Det skulle brygges i marts ved nymåne.”
 

Den gode øl, der blev brygget i marts, hed "Gemme-øl" - det skulle gemmes og nydes sommeren over. En kendt fynsk drik, der blev drukket ved festlige lejligheder, var gemme-øl, der var varmt og med sirup i. Ovenpå flød gerne nogle små stykker rugbrød. Da hed det "Gammelt-Øl med en Pind i". Det blev serveret i et krus eller en kande, der gik på omgang.

Der var mange skikke omkring ølbrygningen. Christine Reimer skrev i 1910: "Den gamle Husmoder saa med alt andet end blide Øjne paa den, der tilfældig kom til Stede, som hun mente kunne se med "onde Øjne" paa Ølkarret. Dette var værst af alt, hvis det var En af dem, man vidste, der ikke var rigtig sikre. En saadan Person var ikke videre velset i Gaarden den Dag, der bryggedes."

 

Læs mere

”Fynsk ølkultur”, Albani Fonden 2008
Thomas Wegener Friis, Kasper Friis og Jakob Skovdal, ”På sporet af den fynske ølkultur”, Albani Fonden 2009
Ole Højrup, "Landbokvinden. Rok og kærne. Grovbrød og vadmel" Nationalmuseet 1966

 

 

 

 

 

 

Sidst opdateret: 05.05.2015