Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Torvehandel 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Siden byens opståen har Odense været en handelsplads, hvor der dagligt blev handlet, og torvehandelen i Odense var endnu i 1800-tallets slutning en af landets allerstørste og livligste. Hver lørdag summede byen af handelsliv, når folk fra nær og fjern falbød deres varer. Sommerens torv var selvsagt langt det største, men der var handel året rundt. 

 

Torvehandel ca. 1890 Torvehandel på Albani Torv 1945

Torvehandel med masser af mennesker på Klingenberg og Flakhaven ca. 1890.

Torvehandel på Albani Torv i 1945.

 

Handelen var fordelt over flere pladser, nemlig Albani TorvFlakhaven og Klingenberg. Her var de handlendes varer opstillet eller lagt i lange rækker på brostenene. Det var et spraglet skue: Bønder og byfolk i alle aldre og påklædninger. Slagterne stod i deres åbne telte i hvide jakker, med hvide forklæder og stiv sort hat og svingede kødøksen eller parterede kødstykker med en kødsav.

 

Svend Peter Madsen fortæller i sine utrykte erindringer om livet på torvet: ””Hvad skulle det være, lille frue”, lød det rapt, når mor og jeg passerede slagterrækken, selv om hun slet ikke havde givet udseende af, at hun ville købe kød; det var lettere at få tinget prisen ned, når sælgeren var ivrig med at få prakket en handel igennem. Det var mors erfaring ved al torvehandel. Man spurgte om priserne og vendte og drejede og gik så til det næste sted og fortsatte der. ”Hvad for noget! Er det Dem, madam Madsen; jeg troede, De var død og begravet for længe siden”, sagde en slagter Madsen fra Munkebo, da mor nogen tid ikke havde handlet hos ham. ”Og De har endda ikke sendt os en krans”, replicerede mor omgående; så lo de begge, og så så de på kød. ”Nej, der er alt for meget ben i det stykke”, sagde mor. ”Nå, jamen husk nu på at det er benene, der skal bære kødet hjem”, svarede slagteren”. 

 

På torvet blev der omkring 1900 handlet med næsten alt, hvad hjertet kunne begære. Der var levende og slagtede høns og duer, kasser og kurve, kar og spande, bærfrugt, grøntsager, blomster og æg, men også mejeriprodukter som røgeost og smør. Alle, som havde noget at sælge, stod klar, uanset om det var med koste, børstevarer, sivsko, måtter eller hundehvalpe. 

 

Gartnere og slagtere fra Odense havde deres faste stadepladser på torvet. Disken var som regel blot et hvidt bræt, der var lagt hen over to kasser. Når torvet lukkede ned, myldrede de udenbys handelsfolk tilbage til de store købmandsgårde, hvor de havde holdt ind med deres køretøjer. Vognene stod side om side i lange rækker i gårdene i Vestergade, Nørregade og Overgade, og købmændene tjente både i butik og skænkestue. Dette gjaldt også Muus' store købmandsgård i Frederiksgade, Scheffmanns gård i Vestergade 86 m.fl.

 

Fra 1940’erne gik torvehandelen tilbage, og i 1952 blev handelen på grund af trafikken flyttet til Sortebrødre Torv.