Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Knud den Hellige

 

af Claus Thøgersen

 

Knud IV den Hellige (ca. 1043-86) var søn af Svend II Estridsen (ca. 1019-74). Han var Danmarks konge 1080-86 og endte sine dage i Odenses Albani Kirke. Historien om kong Knuds martyrium er kendt fra flere kilder, men er vel nok mest levende beskrevet hos Ælnoth, som var engelsk munk. Han var rejst til Danmark og havde taget ophold i det kloster, der var blevet knyttet til den nye domkirke.

 

Statuen af Knud den Hellige

  

Statuen af Knud den Hellige ved rådhuset, hvor den gamle Albani Kirke lå.

 

 

Kong Knud var upopulær, især på grund af hans skatteudskrivninger og hans indkaldelse til leding (felttog) til krig mod England. Ledingsmænd fik ingen løn, og kongen kunne kræve bøder af dem, der unddrog sig. Det var derfor ikke populært, hvis kongen indkaldte til leding, men ikke selv mødte op. Det menes at have været den udløsende årsag til opstanden. Ledingsflåden lå i Limfjorden, og kongen havde opholdt sig længere end planlagt i Slesvig for at sikre den sydlige grænse. Han var i Børglum, da opstanden brød ud i Vendsyssel. Drevet af en voksende oprørsskare flygtede kongen ned gennem Jylland og kom via Sydslesvig til Fyn og kongsgården i Odense. Han og hans mænd søgte tilflugt i Albani Kirke, som lå tæt på kongsgården, og som indeholdt relikvier af helgenen Skt. Alban. Knud den Hellige blev, ifølge Ælnoth, dræbt, mens han lå og bad foran højalteret, af et spyd, der fløj ind gennem et vindue.

 

Kong Knud blev begravet i Albani Kirke, men i 1095 blev hans knogler gravet op for at underkastes forskellige prøver - kræfter var i gang for at få ham helgenkåret. Prøven faldt heldigt ud, og kongens jordiske rester førtes over i krypten i domkirken, hvis opførelse kongen selv havde igangsat. I 1100, hvor koret på kirken var færdigbygget, blev han helgenkåret og flyttet derop. Ved kirken etableredes herefter det for Odense meget betydningsfulde Skt. Knuds Kloster. Efter reformationen var Knud den Helliges helgenskrin muret inde. Det dukkede op igen 1582, og herefter kom det igen til ære og værdighed i kirken. I dag kan det beses i domkirkens krypt. 


Læs mere
Kilder:

Tore Nyberg m.fl. (red.): Knuds-bogen 1986. Studier over Knud den Hellige. Odense Bys Museer 1986.