Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Thomas B. Thriges Gade

 

af Claus Thøgersen

 

Den er nok det mest udskældte element af byplanlægningen i Odense. Anlæggelsen af den var et af de mest radikale indgreb i byens struktur gennem tiderne. Thomas B. Thriges Gade repræsenterer ikke uden grund en væsentlig del af byens nyere historie. 

 

Indledning af Thomas B. Thriges gades anlæggelse 1963 Thomas B. Thriges Gades anlæggelse på Albani Torv 1967

Klar til nedrivning. Indledningen af gadegennembruddet set fra syd 1963.

Organiseret kaos på nordsiden af Albani Torv i 1967.

 

Allerede før krigen var det åbenlyst for byplanlæggerne at noget måtte gøres ved trafikken i byen, især mellem nord og syd. I første omgang planlagde man en udvidelse af Nørrebro-tunnelen. Den blev ikke til noget, men i stedet blev i 1947 en plan til at håndtere de trafikale problemer forelagt byrådet. De anså ikke planen som helt gennemarbejdet, så i de følgende år samarbejdede kommunen og vejdirektoratet om udarbejdelsen af en mere fuldstændig plan for afhjælpning af trafikproblemerne, bl.a. med hjælp fra den kendte københavnske professor Steen Eiler Rasmussen.

 

Gadegennembruddet blev vedtaget enstemmigt i byrådet i 1952, i 1960 gik arbejdet i gang, og i 1962 var den samlede vejplan klar.

 

Det var intet mindre end en fuldstændig omstrukturering af bymidten, der var tale om. For at skabe plads til en udvidelse af de egentlige cityfunktioner ønskede byplanlæggerne at flytte boliger og ikke-citybetonede erhverv ud fra centrum. Foruden Thomas B. Thriges Gades gennembrud skulle der også ske et gennembrud fra Odinsgade til Søndergade, som en del af et samlet ringvejssystem.

 

Som arbejdet skred frem, mødte planen imidlertid væsentlig modstand. En stor del af den gamle bykerne måtte lade livet for Thomas B. Thriges Gade, der endvidere delte centrum i to, så Overgade nu blev skilt fra resten. Desuden skiftede tiderne - byplanlæggere blev mere opmærksomme på behovet for en levende bymidte med boliger og grønne områder, samt at store veje ikke blot lettede trafikken, men også førte ny trafik med sig. Derfor blev planerne ændret i 1970'erne, så de eneste elementer af den oprindelige 1962-plan, der faktisk blev gennemført, var Thomas B. Thriges Gade gennembruddet og udvidelsen af Albanigade. Alligevel kunne Fyens Stiftstidende i 1984 skrive, at et enigt byråd nu anså Thomas B. Thriges Gade som "en skamplet på byen".

 

Siden indvielsen af Thomas B. Thriges Gade den 6. maj 1970 har der været mange forslag til at forbedre bymiljøet omkring den. Nogle har ønsket at grave den ned, altså at lægge trafikken ned i en tunnel. Andre har snarere ønsket en underføring af Vestergade og Overgade. Et tredje forslag var at omdanne den til en boulevard, at bruge beplantning og skulpturer til at forskønne området.

 

De trafikmæssige konsekvenser af gadegennembruddet kan man måske diskutere, men der er ingen tvivl om, at Thomas B. Thriges Gade projektet førte til mange års ophedet debat.

 

Læs mere

 

Hans Jul Jacobsen: Thomas B. Thriges Gade - fra gadegennembrud til genskabt byområde?

 

Om planerne for Thomas B. Thriges Gade i fremtiden: Fra gade til by