Spring til indhold
Luk

Bind 1

Registre til bind 1 

 

Side 1-10 Side 11-20 Side 21-30
Side 31-40 Side 41-46

 

 

Resumé af bind 1

Svenskekrigene 

Første bevarede tingbog fra herredet er forordnet af lensmanden 30. januar 1660, mens tinghuset i Dalum lå i ruiner og de første møder efter krigene måtte holdes i fri luft. Slaget ved Nyborg havde stået 14. november 1659 – kun 2½ måned forinden – og Fyn var renset for fjender, men først den 26. maj 1660 sluttedes freden i København.

 

Ved genoptagelsen af tingets aktiviteter griber adskillige sager tilbage til krigens tid - især om de svenske, danske og brandenborgske soldaters plyndringer. Kongen havde befalet at røvede husdyr og ejendele, der efter krigen var fundet de mærkeligste steder, så vidt muligt skulle tilbage til deres rette ejermænd. Enkelte godsejere var tidligt ude med krav om betaling af landgilderestancer, men blev sat på plads af kongens forordning om skånsomhed det første år - indtil 2. september 1661.

 

Om krigenes forløb i Odense Herred har Odense Stadsarkiv udgivet L. S. Vedel Simonsens indsamlede beretninger 1832 (”Odense Herred og svenskekrigene”). Beretningerne bygger navnlig på mundtlige overleveringer og er ikke altid pålidelige, men til gengæld er de fulde af levende situationsskildringer. I modsætning hertil er referaterne fra herredstinget autentiske, for alle de medvirkende havde oplevet krigstiden. Men situationsskildringer spiller her en mindre rolle. De findes dog. Tilsammen og gensidigt belyser de to samlinger forholdene i det udpinte fynske land.

 

Tingbøgerne fra Odense købstad 1660-67 er bortkommet, men i nogen grad tager herredets bøger sig også af Odense, for dele af købstaden hørte under herredet: Skt. Knuds Sogn med Bolbro, åen ind gennem byen, Munke Mølle og Ejby Mølle, og også Vor Frue Sogn, Odense Hospital og området ved Skt. Jørgen. 
      

Detaljer af særlig interesse

Den senere herredsfoged – endnu kun møller i Borreby – Mads Bang får rettens ord for at det ikke kan påhvile ham som møller at køre fattige af by, som det kræves af hans naboer efter tur. Gamle folks erindring beviser at heller ikke hans forgænger i møllen nogensinde gjorde det. 

Sagen har en udløber der handler om ejendomsretten til gødning der tabes (af møllekunders heste?) på Skidne Bro ved Borreby Mølle. Mølleren hævder at gødningen tilkommer ham, hvad en dom derefter bekræfter. Det er også Mads der anklages for ulovligt fiskeri i en vig af Odense Å ved Voldsgård, ikke langt fra stedet hvor han selv bor i sin vandmølle. Men Mads har gode argumenter parat og frifindes. Det fastslås dog at ulovlig fiskefangst er tyveri. Fiskeri i åen har været en stærkt benyttet mulighed for at skaffe sig mad i de magre krigsår.

 

Om gården Stenalt i Verninge er der udførlige enkeltheder. Gården var tidligere kongens, men er  foreløbig pantsat for leverancer af madvarer - blandt dem 38 okser til de kongelige magasiner. I den forbindelse er der brug for vurderingsmænd, og en af dem bliver portrætmaleren Hans Schütte af Odense (se ”Odense bys historie”, bd. 3).  Også fra Odense byfogeds tingbog kendes Schütte som syns- og vurderingsmand – en bemærkelsesværdig kombination af det sagkyndige med det kunstneriske. Til Schüttes mange portrætter hører vistnok epitafiet over borgmester Thomas Brodersen med familie i Skt. Knuds Kirke. Det er aldrig lykkedes nogen at belyse den fremragende fynske malers levnedsløb fuldstændigt. Formentlig rejste han fra Odense året efter - i 1661. Ingen ved hvorhen.