Spring til indhold
Luk

Bind 2

Registre til bind 2 

 

Side 1-46  Side 47-90

 

Resumé af bind 2

 

Svenskekrigene

Igen i dette bind berører de fleste sager svenskekrigene 1657-60, og igen omtales ikke kun plyndringer begået af svenske lejesoldater, men i lige så høj grad af danske soldater og deres forbundsfæller - frem for alt brandenborgerne. Lauritz Pedersen på gården Stenalt i Nårup kunne ikke være i fred derhjemme for ”krigsfolket” og måtte søge husly andre steder. Senere vendte han dog tilbage, men efter slaget ved Nyborg (14/11 1659) var der 12 kritiske dage da alle Nårups mænd var jaget fra hus og hjem af de brandenborgske hjælpetropper.

 

I bogen ”Odense Herred og svenskekrigene”, (Odense Stadsarkiv 2005) omtales under Bellinge Sogn lokaliteten Bondebjerget, hvor der omkring 1. februar 1658 skal have stået et slag mellem den angribende svenske hær og egnens bønder med deres forke og høstjern. Man har ment, at stednavnet opstod ved den lejlighed. I omtalen af et hesterov i Fangel beretter tingbogen om en mand ved navn Anders, der havde redet på bemeldte hest ved Bellinge og dér mødt en anden rytter, som holdt ved broen sammen med Mads Møller. Så fulgtes de alle tre ad til ”Bundebierrig” ved Odensevejen, står der. Hvis historien om stednavnets tilblivelse er rigtig, var navnet kun to år gammelt – men altså allerede i brug.

 

Skovenes forfatning

Vintrene i tiden omkring krigene var exceptionelt kolde, og en gennemgang af et halvt hundrede af herredets mange småskove viser, at det var gået hårdt ud over træerne – ja, at nogle skove helt var ophørt at eksistere. Otte synsmænd vendte dog hjem med efterretning om at syv af skovene var forsvundet allerede 1644, mens Christian IV opholdt sig på Skt. Hans Kloster og havde forlangt varme i sine gemakker. Navnene på disse syv var: Villestofte Skovmål, Trøstrup Skovmål, Nye Balleskov, Bred Skovmål, Eskebjerg Skov, Tommerup Skovmål og Stenalt Skov ved Nårup.

 

Skik og brug

En gæst på en gård i Bærholm kunne efter sin hjemkomst fortælle at gårdens fæster havde ligget syg i sin seng. Man ”Saae Hannem iche for sin Bordende,” tilføjes det. Bordenden var en husbonds faste plads.

 

En mand i Tommerup var død, og der var intet at arve og heller intet til udlæg for kreditorerne. Samme kreditorer ville så have penge af børnene – som desværre havde glemt både at anmelde dødsfaldet og at fragå arv og gæld. Det sidste skulle foregå ved håndsrækning over graven. Håndsrækning var en lovformelig handling, der også brugtes ved indgåelse af kontrakter og ved afkald for arv, tilskødning, forlig, løfter m.m. 

 

Verninge Kro er omtalt flere gange, men intet tyder på, at den lokale befolkning kom der. Kroer var for rejsende. Men der spilledes kort. Mads Bang i Borreby Mølle havde forstrakt sin nabo med flere beløb, af hvilke et var spillegæld fra krigens tid, da naboen havde underholdt sig ved kortspil med Mads’ egen salvegarde (beskyttelsesvagt). 

 

Den katolske tid var sluttet 1536, men endnu i 1660 hørtes udtrykket ”Helgens Ed” når der blev svoret i retten. Oftere  brugtes dog nu: ”Så sandt Gud tilhjælpe” eller ”Ved sjæl og Salighed”.