Spring til indhold
Luk

Bind 3

Registre til bind 3 

 

Side 1-49  Side 50-103

 

Resumé af bind 3

 

Svenskekrigene og fæstebøndernes kår

I oktober 1660 var der gået fem måneder siden freden sluttedes, men mange af tingets sager var stadig om liv og død i ”forleden svensketid”, da hele bondefamilier var døde af sult og sygdom. Forholdet til herskaberne var imidlertid godt, for først og fremmest var en fynsk godsejer sine fæsteres beskytter og kunne aldrig afgøre lovovertrædelser på egen hånd. Ville han kræve restancer eller have en bonde straffet, måtte det ske på herredstinget, hvor herredsfogeden bestemte.

 

I dette bind ses en sag om Odensegårds fæstere i Vor Frue, Fangel, Trøstrup, Pårup, Verninge, Brylle og Tommerup sogne, der skulle afgive skudsmål om godsets ridefoged, Morten Mikkelsen. Morten havde virket som deres foresatte de seneste tre år – altså også under krigene. De fattige bønder var således tildelt en veritabel demokratisk myndighed – til overraskelse måske for mange i dag, men slet ikke enestående.

 

Kort tid i forvejen havde fæstere under Odense Skole skrevet til kongen og klaget over deres herskab, professor Christian Hansen Lund. Professoren selv mødte på tinget, og så måtte bønderne indrømme at flere punkter i deres brev  havde været usandfærdige – ja, faktisk var ingen af bønderne blevet slet behandlet, og det var aldrig sket, at nogen havde begået vold eller uret imod dem, og ej heller at en fæster var jaget af sin gård. Tværtimod havde professoren tålmodigt fundet sig i at bønderne fire år i træk ikke havde haft noget at betale landgilde med, og mens fjenden huserede, var mange hjulpet personligt af ham og ville være døde af hunger hvis ikke han var trådt til. I flere tilfælde havde enten professoren eller hans hustru henvendt sig til den kommanderende svenske officer og skaffet salvegardebrev – beskyttelsesgaranti - til en fæster.

 

I konsekvens af alt dette måtte klagens hovedmand aflevere en skriftlig undskyldning for, hvad hans klageskrift havde indeholdt - om urimelig landgilde og byrder ved indkvartering af soldater. For ualmindeligt var det ikke, at en bonde havde haft 8 sultne soldater på sin gård. Men altså: Fra nu af skulle klagebrevet være dødt og magtesløst. Professoren var som altid deres gode husbond.

 

Den fattige bonde kunne ikke selv skrive, så hvem havde dog hjulpet ham til den erkendelse?   En lille lapsus afslører det. Den hjælpsomme var – vel ikke helt overraskende -  professoren selv.

 

Landgildens bestanddele

Tre af de mægtigste fynske godser var Odensegård  (det gamle Skt. Hans Kloster), Skt. Knuds Kloster og Odense Hospital (Gråbrødre Kloster), som alle havde mange fæstere ud over Fyn. Men hvori bestod hoveriet eller landgildens ydelse når en fæster boede flere mil fra Odense? 

 

Tingbogen fortæller det: I mange tilfælde foregik det som på herregårdene ved hoveri på hovedgårdens område. Og ellers kunne pligten være kørsel af træ (”hovved”), levering af smør eller sild - eller af hele dyr: et sommersvin eller en vinterko. Eller man kunne opstalde en af herskabets okser og have den på foder (et ”födenöd”). ”Kulpenge” var en ydelse i stedet for tidligere tiders levering af trækul, mens ”spindepenge” erstattede en kones arbejde ved rokken. ”Lysegarn” var væger, der leveredes til godse