Forfatteraften med Esben Hedegård
Tidl. museumchef for Svendborg Museum Esben Hedegaard fortæller om odenseanerne Agner Gredsted og Hans Marquard Jensen, som udvandrede til Siam slutningen af 1800 tallet.

I sidste halvdel af 2025 udkommer hans bog ”Farbror Peder. Kolonisator for ØK i Siam”. I den kan man bl.a. læse om tre odenseanere, der spillede en særlig rolle i, da Det østasiatiske Kompagni (ØK) etablerede sin første af utallige stationer verden over, nemlig den i Nordsiam, som skovede teaktræ. Nicolai Springer og Hans Marquard Jensen var begge officerer i det siamesiske provinsgendarmeri, mens Agner Gredsted i 34 år arbejdede i ØK’s skovvæsen, de sidste 20 år som leder.
De fleste udsendte danskere kom hjem fra Østen efter nogle år, men alle tre odenseanere blev derude hele livet. Springer og Gredsted giftede sig og fik børn med deres siameserinde. Marquard Jensen blev skudt i 1902, 24 år gammel, i det såkaldte ”Shan-oprør”. Han fik en fornem begravelse og mindet om ham lever stadig i Thailand.
Takket være nyt brev- og billedmateriale fra efterkommere af de udsendte danskere og fire rejser til Thailand kan Esben Hedegaard fortælle en ny og spændende historie om ØK’s og de tre odenseaneres aktiviteter i Østen.
Billede: Fra venstre Agner Gredsted og prinsessen på ferie, oberst Nicolai Springer, Agner Gredsted og kaptajn Hans Marquard Jensen.