Spring til indhold
Nyhed

Ny Podcast

15-04-2025

Ny podcast fra Historier fra Odense.
Var du ikke med til arrangementet om tyskerpiger i Odense under besættelsen, kan du høre historien i den nye podcast.
Hør stadsarkivar Johnny Wøllekær i samtale med historiker Martin Overby, når de taler om de såkaldte ”tyskerpiger” i Odense under besættelsen.

Foto: Stadsarkivet.

Link til Podcasten:Kæreste med fjenden

Ordene "tyskerpige" eller "feltmadras" var skældsord, som føg gennem luften under den tyske besættelse. De blev brugt, når en odenseanske kvinder var kæreste med en tysk soldat. Mindst 200 odenseanske kvinder blev beskyldt for at være ”tyskerpiger”. I løbet af krigen blev det dansk-tyske kæresteri en del af bybilledet. Det var almindeligt kendt, at de tyske soldater ofte gik tur med deres danske kærester i Munke Mose.

I det illegale kommunistiske blad Trods Alt blev kvinderne hængt ud med navn og adresse til spot og spe. Reaktionen udeblev ikke. Under Augustoprøret blev flere af disse kvinder angrebet af den vrede folkemængde, nogle blev overfaldet og klippet, mens andre slap med skrækken og fik ”kun” ødelagt deres hjem.

Hør om kvinden, der blev hevet ned af et halvtag i Albanigade og klippet, mens hun var bevidstløs. Eller hør om kvinden, der blev overfaldet og klippet på sygehuset. Der er også fortællingen om anholdelser af tyskerpigerne i majdagene 1945 og de overraskende mange klipninger af tyskerpiger i juni 1945 – på trods af, at ”hverdagen” var vendt tilbage og politiet igen var blev installeret.

Hør om alt dette og meget mere i den nye podcast fra Historier fra Odense.