Ny podcast

Spring til indhold
Nyhed

Ny podcast

10-07-2026

Hør den nye podcast fra Historier fra Odense

I dag tager vi til et af Odense Fjords mest særprægede og fascinerende samfund – Sortehusene på Stige Ø.

Her, mellem vand, siv og mudder, voksede en lille verden frem. En verden af fiskere, jægere, originaler og familier, der kæmpede for tilværelsen, når tiderne var hårde. Fra de første primitive skure ved kanaludvidelsen i 1904 til et helt lille samfund med sine egne regler, personligheder og historier.

Mød den karismatiske "borgmester" Almin Nielsen, som næsten altid blev set med alpehue, bukser trukket godt op om maven og en øl i hånden. Hør om billedskæreren Jens August Thomsen, der søgte frisk luft og ro ved fjorden under Første Verdenskrig. Og oplev fortællingen om Knud Peter Damsgaard Jensen, der efter sin hjemkomst fra nazisternes koncentrationslejre fandt en ny mulighed for livet ved Sortehusene.
Du kan også høre om de særlige jagtpramme, der gled lydløst over det lave fjordvand, jagten på svaner, der blev betragtet som en delikatesse, og om de karakteristiske tårne på hytterne, hvor beboerne spejdede efter fuglesværme længe før naboerne.

Og så er der alle øgenavnene. For hvem var egentlig Tage Millimeter, og hvordan fik beboerne deres farverige tilnavne?

Sortehusene var et sted præget af nøjsomhed, sammenhold og opfindsomhed – men også af lune, drillerier og stærke personligheder. Det er en historie om mennesker, der levede tæt på naturen og fandt deres egen vej gennem nogle af det 20. århundredes sværeste tider.

Lyt med til en fortælling om fattigdom og frihed, jagt og fællesskab, overlevelse og særlinge – på kanten af Odense Fjord.
Hør den nye episode af Historier fra Odense – og opdag en næsten glemt verden lige uden for byens dør.

 

Soundcloud

Spotify