Skandale i byrådet

I efteråret 1881 havde Odense fået et splinternyt rådhus. Men rygtet løb, at det stolte tårn slog revner. Arkitekterne slog det i første omgang hen med, at det var ubetydelige skader, som sagtens kunne udbedres. Efter en storm blev revnerne dog mere og mere faretruende, og da en kreds af fagfolk mente, at det var bedst, at tårnet blev revnet ned, måtte man krybe til korset.

Revnerne forklarede man med den omstændighed, at byggeriet var blevet forceret, og at efterårsvejret havde drillet med masser af regn og blæst. Pludselig stod det klart, at hvis det revnede tårn ikke blev revet ned, var der overhængende fare for, at det faldt sammen af sig selv.

Det gav anledning til en voldsom diskussion om, hvorvidt rådhusets tårn skulle genopføres, og om et rådhus overhovedet skulle have et tårn. Forinden havde arkitekt Lendorf påtaget sig en væsentlig del af skylden. Borgmester Koch mente dog ikke, at fejlen kun påhvilede en enkelt mand. Byrådets byggeudvalg bar også sin del af skylden, da det havde forceret byggearbejdet, og hele byrådet havde godkendt planen trods tårnets noget spinkle dimensioner. En udlægning, som ikke alle var enige i.

Rådhustårnet blev genopført. Arkitekt Lendorf betalte omkostningerne ved nedrivningen, mens byen betalte for genopførelsen. Den 25. november 1882 blev kransen hejst på det nye tårn, og et halvt år senere – den 4. maj 1883 – holdt byrådet sit første møde i den nye byrådssal. Borgmester Koch betegnede det nye rådhus som et ”i alle måder værdigt vidnesbyrd for eftertiden om den ånd, der rådede i kommunen, da dette værk blev fuldført”.

Læs hele historien på Om Odense