Nyere tid

Hvori vi hører om industrialiseringen og det moderne Odenses fødsel.

Odenses Vesterport tegnet af August Behrents
Fra 1805 til 1851 lå Odense Vesterport, hvor Søndergade og Vestergade mødes. Porten blev revet ned i 1851. Tegning af August Behrents. Frank Møller fot.

Det var imidlertid først efter århundredskiftet, at byens udvikling rigtig tog fart. Forbindelsen til omverdenen lettedes på mange måder: Odense blev havneby med anlæggelsen af kanalen i årene omkring 1800, landevejene omkring byen blev forbedret - og rettet lige mod Skt. Knuds Kirkes tårn - og jernbanen over Fyn blev indviet 1865. Fra 1840'erne sprængte byen for alvor sine århundredgamle rammer. Byportene, der var flyttet udad flere gange, blev revet ned 1851, og med åbningen af Albanibroen 1858 var der skabt muligheder for, at byen kunne brede sig også syd for åen.

I 1840'erne havde Odense by købt en ny brandsprøjte hos en af byens kobbersmede. Det var første gang, man turde indlade sig på at købe den slags lokalt. Man ville vise, at man kunne selv, og byen yndede i etatsrådernes storhedstid i slutningen af forrige århundrede at se på sig selv som fremskridtets by nr. 1. Byen ville være "første sprøjte", sagde man. Lidt var der også om det, for Odense var eksempelvis den første by med moderne vand- og gasværk i Danmark (1853).

Der var således skabt mange forudsætninger for den hastige industrialisering, byen nu oplevede, og fra omkring 1860 anlagdes Albanikvarteret syd for åen med en blanding af virksomheder, offentlige institutioner og boligkvarteret for arbejdere i industri og håndværk. Der var også enkelte store villaer, men velhavernes udflytning fra lejlighederne i bymidten rettede sig hurtigt imod Hunderupkvarteret i Skt. Knuds Landsogn, der 1901 indlemmedes i købstaden. Her opførtes i årene efter århundredskiftet et stort og sammenhængende villakvarter.

Fra nogenlunde samme tid voksede nye industrikvarterer frem nær havn og jernbane nord for byen, og herude voksede også snart byens største arbejderkvarter frem, Skibhuskvarteret, i tilknytning til det nyoprettede stålskibsværft. Skibhuskvarteret var helt indtil 1932 en selvstændig kommune, Skt. Hans Landdistrikt, og trods gentagne bønner om indlemmelse i den mere velstående købstad, ønskede de konservative i Odense længst muligt at holde landdistriktet ude.

Pengene ligger bedst i borgernes lommer, mente det konservative flertal, der ikke så nogen grund til at overtage landdistriktet med den ringere skatteevne og de store sociale forpligtelser, og som i øvrigt frygtede, at en indlemmelse kunne føre til, at flertallet i byrådet blev socialdemokratisk, sådan som det var gået i alle andre større byer. Men indlemmelsen kom, og fem år senere skiftede flertallet - uden at revolutionen indtrådte! Tværtimod fik byen med I.Vilh. Werner som den første socialdemokratiske borgmester en forgrundsfigur, der kunne samle. Det medvirkede også til at befæste borgmesterens stilling, at han virkede under den tyske besættelse, hvor trangen til sammenhold blandt de danske var udtalt.

 

Sidste afsnit